torsdag den 16. juni 2011

Ved vejs ende!

10 måneder er gået, mere end 300 dage mange tusinde timer og en hel del millioner sekunder! Tid siden jeg ankom til USA og forlod Danmark. Dengang for 10 måneder siden vidste jeg ikke, hvad jeg var på vej ind i. Jeg havde en masse forestillinger om, hvad dette år ville blive, og hvad det ville byde på, men jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg kunne forvente mig. Jeg forlod mit fantastiske liv i Danmark for at flytte ind hos en ukendt familie et sted, hvor jeg ingen venner havde. Når jeg kigger tilbage lyder den tanke skræmmende og vanvittig, men jeg er glad for, jeg tog springet og gjorde det! Det har været det hele værd!

Dette år har budt på en masse opture og fantastiske oplevelser, mens jeg vel også må indrømme, jeg har haft små nedture her og der. De har dog hverken været store eller ramt ofte! Jeg har bygget et fantastisk netværk her i USA. Jeg har fået en masse fantastiske venner, levet hos en super familie og lært folk fra hele verden at kende i løbet af året. Selvom jeg om 12 dage tager hjem og siger farvel for denne gang, håber jeg dog, at mange af disse venskaber ikke slutter derved. Jeg er sikker på, at de holder længe, og jeg engang vil rejse rundt for at besøge nogle af disse mennesker og forhåbentlig engang også få nogle på besøg i Danmark. Derudover lever vi jo heldigvis også i en verden, der er præget af medier som Skype og Facebook, der uden tvivl også kan hjælpe mig med at holde kontakten med alle disse fantastiske mennesker og få mig til at føle, jeg stadig lidt er i Grand Ledge, når jeg næste år begynder at savne det - for det gør jeg!

Det er nok urealistisk at tro, at jeg er den samme person, som jeg var, da jeg i august tog af sted. Forhåbentlig er jeg blevet modnet lidt mere og blevet en mere ansvarlig og selvstændig ung mand - ja, der er noget at se frem til, Mor og Far! Hvis nogen yngre nogensinde skulle få idéen om at tage et år til USA, må I endelig henvise dem til mig, jeg vil med glæde svare på spørgsmål eller blot fortælle om min oplevelse! Jeg kan nemlig kun anbefale at tage et år til USA eller et andet land efter 9. klasse og opleve mere end blot lille Danmark. Jeg håber, jeg engang kan inspirere andre unge til at tage af sted som jeg gjorde!

Nå, det blev vist lige lovlig filosofisk, men det går vel nok her på falderebet. Hvad er der sket siden sidst? Well, der har ikke været helt så meget fart på, som jeg ellers har været vant til dette forår! Siden sidste indlæg har jeg jo haft sommerferie, ferie jeg har brugt på blot at slappe af, spise usundt amerikansk mad, sove længe og være sammen med mine fantastiske venner. Hov vent, sommerferie i Danmark og USA er jo det samme!

Jeg har også været til graduation - dimission - for min skole. Jeg er selvfølgelig ikke en "rigtig" graduate, men min skole lod mig være en del af cermonien alligevel for også at give mig den oplevelse. Det var ligeså kedeligt, som forventet at sidde og kigge på 400 elever - så stor var min årgang - en efter en gå henover en scene trykke inspektørens hånd og få et diplom. Ja, sådanne cermonier bliver nok aldrig sjove. Det eneste, jeg lige kan finde anderledes ved cermonien her i USA er det tøj, man har på. Jeg har problemer med lige at finde ud af at forklare det, så jeg smider blot et billedet ind herunder i stedet!



Fint skal det være!

Derudover har jeg blot startet pakningen, som også må siges at være et større projekt. Det er åbenbart ikke helt let at pakke et år ned i to kufferter.. Jeg har måtte smide en masse tøj ud og endda også været nødt til at sende en pakke hjem med lidt forskellige ting, for at få alt mit tøj ned i de to kufferter og samtidig holde det under samlet 46 kg..

Jeg er efterhånden ved at blive utrolig spændt på at komme hjem, og jeg må indrømme jeg glæder mig...en del! Tiden går ikke alt for hurtigt i øjeblikket, men jeg er sikker på, at jeg om 12 dage ikke synes, det har været alt for slemt! Jeg håber at smide et enkelt blogindlæg mere herind - om det bliver før eller efter jeg er rejst herfra ved jeg ikke lige. Vi får se.

Nu vil jeg smutte i seng, så jeg i morgen er frisk til at pakke min kuffert for den sidste tur her i USA - lørdag går turen til Chicago, inden vi allerede søndag tager hjem til Michigan igen. Der er kun en 3 timers køretur til Chicago herfra.

Til sidst får i lige et billede fra prom. Som i kan på de to billeder er ikke alle amerikanske piger fede og grimme - de findes også i pænere versioner ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar