torsdag den 23. juni 2011

Nu' det nu!

Nu det nu! 5 dage. En af mine kufferter er pakket helt, en anden er halv pakket. Det eneste, jeg ikke har pakket ned nu, er det tøj, jeg regner med at bruge henover de næste 5 dage! Jeg skulle ikke få de helt store problemer med at få resten ned i kufferten og stadig holde mig under de 23 kg. pr kuffert, der er tilladt! Min bank konto har jeg også lukket, og min mobiltelefon siger jeg op på tirsdag. Ja, jeg tror vist, jeg er ved at være klar til at tage hjem.

I lørdags drog jeg - som I nok ved - af sted på min sidste tur herovre. Jeg tog med mine værts forældre et smut til Chicago for også at se den by! Undskyldningen for at tage af sted var min "værtsnieces" translokation fra et universitet i Chicago. Det blev dog - heldigvis - ikke kun en kedelig dimission, vi havde tid til at se; vi nåede også en hel del sightseeing. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan, hvilket betyder, at byen nærmest har alt. Shopping, store bygninger og strand! Vi var ikke ude at svømme, men det var mange andre, da vejret viste sig fra sin gode side i weekenden!

I stedet brugte vi vores "fritid" på at se "the Magnificant Mile", halvanden km. strækning spækket med lækre butikker - lidt ligesom strøget. Der var alt fra Gucci til Lego. Jeg brugte mest tid i Abercrombie butikken, som er gået hen og blevet min yndlings butik henover det her år! Heldigvis har vi også en enkelt Abercrombie butik hjemme i Danmark, og den ligger - komfortabelt nok - kun 5 minutters gang fra min skole næste år!

Udover shopping fik vi også spist en masse god mad, været på toppen af USA højeste bygning - the Sears Tower - deres turistetage er 412 meter over jorden! De har ydermere bygget nogle glas firkanter, hvor gulvet også er glas, så man kan kigge 400 meter direkte ned mod jorden. Det var rimelig skræmmende at stå ude i dem! Vi så også et enkelt museum og diverse andre steder, som er et must go, når man er turist! Her kommer lige et billede af mig i 412 meters højde:



De næste par dage, har jeg faktisk en del planer, så jeg kommer ikke til at kede mig det store, før jeg på tirsdag aften står i lufthavnet og får sidste gang har sagt farvel til mit hjem dette år! I morgen og lørdag skal jeg være sammen med mine fantastiske venner og formentlig til et par "gradueringsfester", som man holder, når man er færdig med high school herovre! Lørdag aften har jeg så inviteret min familie ud at spise som en form for afslutning og tak efter dette år, hvor de har givet mig et fantastisk hjem og en masse gode oplevelser!

Søndag har min værtsbror et arrangement med en organisation, han er involveret i, som han skal 3 uger til Kina med i sommerferien, hvor hele familien er inviteret. Det er vist en form for "farvel" fest for ham, så der regner jeg med at tage med for at spise noget god mad og hygge endnu mere med familien, inden tiden med dem løber ud.

Mandag skal jeg for første gang så til Detroit. Det er ikke noget, jeg skal glæde mig til, har jeg hørt, men det gør jeg nu alligevel. Jeg har hørt byen skulle være grim, gammel og hærget af fattigdom og kriminalitet, men min familie har inviteret mig med til baseball kamp, hvor Detroit Tigers, Michigans professionelle hold, spiller mod New York Mets. Jeg har sat mig lidt ind i spillet, forstår nu reglerne og holder med Detroit, så det skal nok blive en god oplevelse også, som jeg ser frem til! Tirsdag skal jeg bare slappe af, pakke de sidste ting ned og så ellers af sted mod lufthavnen engang sidst på eftermiddagen.

Jeg forlader Lansing International Airport kl. 19.34 og flyver mod Chicagos O'Hare - verdens næststørste lufthavn -, hvor jeg efter planen lander kl. 19.35. Turen tager dog ikke kun et minut, men Chicago ligger i en anden tidszone end Lansing, så jeg indhenter den time, det tager at flyve. Fra Chicago letter jeg 22.30 og sætter kursen mod Frankfurt, hvor jeg næste dag - onsdag - lander kl. 13.40, inden jeg engang lidt efter sætter mig ind i et fly, der går mod København! Efter planen lander jeg kl. 16.10 i København! Jeg ser meget frem til igen at få dansk jord under fødderne, selvom det da bliver hårdt, når jeg på tirsdag bliver tvunget til at sige farvel her.

Dette indlæg bliver mit sidste fra denne side af Atlanten, men jeg kan ikke afvise, jeg måske lige smider et enkelt indlæg mere herind, når jeg igen sikkert er kommet hjem til Danmark!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar