tirsdag den 31. maj 2011

En måned tilbage..

28 dage.. Så er jeg på vej mod lufthavnen med alt pakket og har for sidste gang sagt farvel til Grand Ledge i denne omgang. Det er en skræmmende tanke lige nu. Selvom jeg ser meget frem til at komme hjem til Danmark og se jer alle igen, ser jeg på ingen måde frem til at forlade Grand Ledge og lægge mit liv dette år bag mig. Jeg tror, det bliver sværere at sige farvel her, når jeg smutter, end det var at sige farvel i Danmark for godt 9 måneder siden. Da jeg sagde farvel til alle i Danmark, vidste jeg, at jeg ville komme tilbage og have måske ikke den helt samme hverdag igen men en hverdag, der ville ligne den jeg forlod meget. Når det er tid til at smutte herfra ved jeg, at jeg aldrig nogensinde kommer til at have en hverdag igen med de samme mennesker her.. Det bliver en hård tanke at sluge.

Siden sidst er der ikke sket de helt store ting her i USA, udover at jeg har haft min sidste skoledag! På min skole herover har den ældste årgang, som graduerer sidste skoledag halvanden uge før resten af skolen. Jeg har været så heldig at blive smidt ind i den årgang, selvom jeg er lidt yngre end alle andre, så også jeg deltog i sidste skoledag, og har derfor fri nu, selvom min værtsbror David, som er et års tid ældre end mig, stadig skal gå i skole indtil på tirsdag.

Sidste skoledag er ikke helt så speciel som hjemme i Danmark, hvor man jo efter gymnasiet - som high school svarer til - kører rundt og bliver lidt berusede. Det gør man ikke her, fordi det er ulovligt. I stedet kom folk tidligt om morgenen til skolen og grillede lidt morgenmad, inden skoledagen startede. Selve dagen forløb helt normalt, og man fik sagt farvel i klasserne til de lærere man nu havde, hvilket for mig var rimelig sørgerligt, inden der efter skolen var barberskumskrig. Jeg valgte IKKE at deltage i det, da jeg de sidste par år har gjort det på Ganløse Skole, og jeg ikke bryder mig vanvittigt om at få barberskum i øjnene, lugte af det og få tøj ødelagt!

Nu hvor sommerferien har sat ind, har jeg været ude og spille fodbold nærmest hver dag! Jeg træner kun et par gange om ugen med min klub, men næsten hver aften aftaler jeg og mine soccervenner, at vi tager ned til fodboldbanerne og spiller lidt bold! Det er hyggeligt nok, og jeg må indrømme jeg virkelig har savnet fodbolden. Det bliver svært til næste år at tage en beslutning om, jeg starter på det igen i en klub, eller om jeg helt dropper fodbold. Det ender nu sikkert nok med at give sig selv, eftersom jeg regner med at blive ret travl med gymnasiet.

Her for et par dage siden tænkte jeg, at selvom jeg har længe igen, skulle jeg måske lige få et overblik over, hvordan det stod til, når jeg engang skal til at pakke. Det var en god idé, jeg gjorde det, for jeg opdagede, at jeg har så meget baggage, at jeg kunne fylde 3 kufferter..! Jeg må have shoppet lidt herovre, for jeg kom kun med en enkelt kuffert.. Jeg fik ryddet lidt op i det, og smidt en del tøj ud, jeg ikke gider mere, og fik så alligevel besluttet, at jeg nok bliver nødt til at checke to kufferter ind på hjem turen, selvom jeg også har fået lavet en lille bunke, der skal sendes hjem med posten.

Dette indlæg blev ikke et af de aller længste, men det er altså også halv svært at få sig selv til at blive siddende her inde bag computeren, når det er 33 grader udenfor! Jeg får skrevet herinde igen, når der er nyt! Jeg håber, at I alle har en god sommer!

mandag den 16. maj 2011

Sidste måned

Tiden flyver. Jeg synes, ikke der er gået sååå lang tid siden , jeg sidst skrev, men da jeg lige tjekkede herind, så jeg at det næsten er en måned siden! Det er ikke godt nok, så jeg fik travlt med at komme i gang med et nyt indlæg her til bloggen! Jeg har så meget at fortælle, og jeg håber, at jeg får det hele med! Jeg har været ude at rejse 2 gange siden sidst, haft skolens største galla fest og ellers bare slappet af!

Først tog vi til Florida, som jeg snakkede om i mit siste indlæg! Jeg tog derned sammen med 2 elever fra min skole og en lærer til en business konkurrence, som er lidt svær at forklare! Der var 15.000 elever til konferencen fra hele USA! I vores kategori deltog 170 forskellige hold fra high schools i USA, og vi gik rent faktisk hen og vandt vores konkurrence, hvilket var rimelig fantastisk! Florida i sig selv var også fantastisk! Vi boede på Hilton i Disney World og havde fri adgang til alle Disneys parker hver dag! Vi fik set noget af Disney World, men ikke det hele. Det er simpelthen så ufatteligt stort, at man åbenbart har brug for mindst en uge for at få set det hele! Den ene aften havde Disney en stor fest. De lukkede den ene af deres parker ned for offentligheden og lod 10.000 teenagere komme ind og holde fest til kl. 4 om natten. 30h!3 og Taio Cruz, som er store musiknavne for tiden, var der blandt andet og spille!

Da vi kom hjem fra Florida godt trætte, havde jeg lige to skoledage, inden det blev weekend! I weekenden spillede jeg fodbold kamp og scorede mit første udendørs mål i USA - ja, jeg scorer ikke ofte!

Søndag morgen - på mors dag - drog jeg så af sted på næste rejse! Denne gang gik turen mod Washington D.C. med min værstfar, Gary, og min værtsbror, David! Vi ankom ved 10 tiden og tjekkede ind på endnu et fantastisk hotel! Den første dag vandrede vi rundt i byen, som til dels minder om København, der er grønne områder, stille og ingen skyskrabere! Den første dag så vi diverse mindesmærker for præsidenter og soldater og ikke mindst det hvide hus. Dagens store begivenhed var dog, at vi helt tilfældigt løb ind i Anders Fogh Rasmussen midt i Washington. Han skulle holde tale i byen i andledning af årsdagen for Nazi Tysklands fald. Jeg spottede ham pludselig og fortalte Gary og David, hvem det var. Han havde selvfølgelig vanvittigt mange sikkerhedsvagter - i blandt dem var en kvinde i dansk militær uniform. Jeg gik derfor op og snakkede dansk til hende, og hun lod mig komme ind i midten af vagterne for at snakke med Anders Fogh og få taget et billede med ham! Han er en super venlig mand, og virkede faktisk oprigtig interesseret i hele den her udvekslingsting. Det var en rimelig stor oplevelse.

Dagen efter fik vi - via min værtsfar kontakter - en rundvisning i Congressen, som er amerikanernes parlament. Vi så Repræsentanternes hus, højsteret og tonsvis af statuer og malerier. Det er et imponerende bygningsværk. Efter rundturen så vi John F. Kennedys grav og det der svarer til Nationalmuseet.

Min værtsfar er lobbyist, og hele formålet med turen var faktisk at lobbye omkring en lov, en af hans klienter gerne vil have gennemført. Det handler om, at de vil have sat et loft over det gebyr bankerne kræver fra butikker hver gang en kunde bruger et kreditkort. Vi havde 8 møder i løbet af dagen med repræsentanter og senatorer. I løbet af et af vores møder med en senator, kommer John McCain gående ind i det lokale vi sidder i - han er også en Senator. Det var rimelig vildt også lige at få sagt hej til ham. Jeg håber og tror, vi fik overbevist nogle af politikerne om, at de skal gå vores vej, men jeg ved det ikke endnu, da loven endnu ikke har været til afstemning.

Vi tog hjem fra Washington sidste onsdag, hvorefter jeg havde en enkelt skoledag, inden min forlængede weekend satte ind. Vi havde fri fredag, da det var dagen for Prom! Prom er en kæmpe gallafest arrangeret af skolen, hvor pigerne har lange flotte kjoler på, og drengene er i smoking. Jeg fandt selvfølgelig en date at gå med, og på selve dagen mødtes vi med en del andre par for at tage billeder og spise middag, inden vi tog af sted mod selve festen. Jeg havde en god aften!

Nu sidder jeg så her og tæller ned til sidste skoledag i det amerikanske, som er på næste fredag, mens jeg på samme tid håber jeg aldrig forlader Grand Ledge High School. Om 43 dage forlader jeg så selve USA, og jeg sidder med samme følelser for den dag.. Jeg prøver dog ikke at tænke alt for meget over det, fordi sådan er det, og det bliver ikke ændret - så vil jeg hellere bare nyde den sidste tid her i USA! Vejret i Michigan nåede 30 grader i weekenden, men i dag har vi igen været nede at runde 5 grader. Det svinger hele tiden.. Jeg håber blot, vi snart får sommerligt vejr!

Jeg vil smutte tilbage til lektierne nu. Jeg håber, at I alle stadig har det godt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg ser frem til at se jer alle om halvanden måned!