mandag den 21. februar 2011

Nyt fra USA

Så må det uden tvivl være tid til en opdatering her på bloggen. Nu er der gået 16 dage siden sidst. Jeg føler, at jeg skrev herinde i forgårs.. Tiden flyver godt nok, og det har den gjort lige siden vi kom tilbage fra juleferien. Vi udvekslingsstudenter fik godt nok at vide engang før vi tog af sted, at tiden ville begynde at gå rigtig, rigtig stærkt efter juleferien, men det troede jeg ikke rigtig på.. Det burde jeg dog nok have gjort, for tidne går virkelig stærkt, og inden jeg får set mig omkring er det sikkert blevet d. 28. juli og jeg er på vej hjem til Danmark i et fly.. Nå, nok om det. Jeg har oplevet fantastisk meget jeg gerne vil dele med jer de sidste 16 dage. Før jeg begynder et blog indlæg har jeg altid en masse idéer til, hvad jeg skal skrive, og når så jeg er færdig finder jeg altid ud af, at jeg har glemt halvdelen.. Det håber jeg ikke sker i dag, for jeg har nemlig lavet en lille disposition, så jeg kan få det hele med (noget har jeg vist lært fra dansk undervisningen).

De sidste 2 uger har dog desværre ikke kun bragt gode oplevelser, jeg har haft specielt en dårlig oplevelse, som faktisk var lidt halvhård. Jeg blev ringet op sidste mandag morgen og fik at vide af min mor, at hendes storebror desværre var død. Det var utroligt mærkeligt at være så langt væk, når noget sådan skete, specielt fordi det for mig kom som en stor dårlig overraskelse.. For jer der deltog i hans begravelse, håber jeg, at den var god og smuk, og at I fik sagt et godt sidste farvel. Jeg er faktisk meget trist over, at jeg ikke kunne deltage i begravelsen, men der var desværre ikke meget at gøre ved det..

Ovenstående har været en af de få hårde situationer, jeg har oplevet herovre, og jeg håber meget, at der ikke kommer flere i de sidste 4 måneder herovre. Nå, heldigvis har jeg da en masse gode venner og en fantastisk værtsfamilie, som nemt kan holde mig glad og beskæftiget, så det er ikke fordi jeg har været lukket inde i et sort hul.

I denne weekend, som er forlænget, da det i dag (mandag) er presidents dag, hvilket er en helligdag herovre, har vi været en tur oppe i min families "hytte" - jeg havde troet det var en lille træhytte uden elektricitet eller sådan noget, men i USA er alting jo større, så det viste sig at være et stort træhus med 4 soveværelser, køkken, 3 badeværelser, udendørs spa osv. Ikke dårligt, må jeg sige! Selvom det var en stor hytte, var der dog ikke meget plads, vi var nemlig 16 mennesker deroppe, så flere af os (jeg) valgte at sove på gulvet.

Den her hytte ligger ud til Michigans største skisportsområde. Det hedder Boyne Mountain, selvom jeg nu ikke rigtig vil kalde det et bjerg. Det er mere nogle store bakker med sne på. Det er ikke det samme som alperne, og man kommer på intet tidspunkt over "trægrænsen", som man gør i Alperne. Det her minder i stedet om Isaberg i Sverige, og der var vel en 10-12 pister og måske 6 stolelifte, så helt dårligt var det da ikke. Jeg havde det i hvert fald fantastisk sjovt derude, og selvom det er en del år siden jeg rigtig har stået på ski før, havde jeg ikke de store problemer med at komme ned, og jeg var da alle deres pister igennem (også de sorte), før vi tog hjem! Al den skien har dog fået mig til at bruge nogle muskler, jeg vist normalt ikke bruger, for hold kæft, hvor er jeg øm i hele kroppen i dag!

Vi stod dog ikke kun på ski deroppe, der blev også tid til bare at snakke, være i spaen, bade i et rimelig stort badeland, der også var i området osv. Alt i alt havde jeg i hvert fald en rigtig god tid deroppe, og det er vist ikke utænkeligt at vi tager derop en uges tid til sommer igen, når skolen slutter. Til den tid bliver det dog nok ikke lige for at stå på ski, at vi tager derop.

I går sneede det fantastisk meget endnu engang, og vejene er stadig rigtig dårlige, så jeg har lige fået at vide at weekenden bliver forlænget med en ekstra dag. Vi får endnu en af de her fancy amerikanske snefri dage, hvor de piver over 20 centimeter sne. Jeg klager nu ikke, jeg tror jeg har lidt brug for at sove længe ovenpå den trættende weekend.

Ellers har der også været rimelig meget knald på i skolen. Slutningen af det her trimester er ved at være på trapperne, og specielt de her snefri dage har gjort, at tidspresset er blevet lidt større. Det betyder lidt flere lektier, meeeen det er jo ikke altid, man "når" alle lektierne, så det går nok!

Det er også helt perfekt timing i morgen med en snedag. Det er nemlig dagen, hvor FC København møder Chelsea i Parken. Det er mine to favorit hold, så jeg kan ikke vente til at se den soccerkamp! Jeg ser ikke rigtig fodbold (soccer) så meget, som jeg gjorde hjemme i Danmark, men jeg kan ikke gå glip af den kamp i morgen!

Nå, nu vil jeg have lidt søvn. Det er ikke fordi, vi fik sovet vanvittigt meget i weekenden.

Godnat.

lørdag den 5. februar 2011

Dato

Så må det være tid til lidt nyt her fra USA igen! Siden sidst er der sket en del faktisk. Først og fremmest har jeg nu fået min afrejse dato. Jeg forlader USA d. 28. juni - 10 måneder og 2 dage, efter jeg ankom. Jeg har ikke fået min fulde rejseplan endnu, og jeg ved derfor ikke, om jeg måske allerede forlader Michigan d. 27 og om jeg er hjemme i København d. 28. eller først d. 29. Jeg forventer ikke at få svar på det før engang først i juni, men jeg skal selvfølgelig nok melde det ud, så hurtigt jeg ved noget.

Det var utrolig mærkeligt at få brevet med min afrejsedato. På den ene side glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til at komme hjem og se alle mine venner og min familie igen, men på den anden side, har jeg heller ikke lyst til at forlade USA, da jeg ved, jeg aldrig nogensinde kommer tilbage og får en hverdag her. I hvert fald ikke med de venner og den familie, jeg har nu. Jeg er derfor ret splittet, men jeg vælger ikke at tænke så meget over det - dels fordi der stadig er længe til, jeg skal hjem, og dels fordi jeg alligevel ikke kan gøre det store ved det. Det er bare sådan det er. Jeg kunne ansøge om at få ændret min afrejsedato. Nogle vælger at tage tidligere hjem for at få hele den danske sommerferie og nogle at rejse senere hjem for at opleve Indenpendence Day (deres national dag) herovre. Jeg tror nu nok bare, jeg accepterer min dato, da det betyder, jeg kommer til at rejse med en stor gruppe danskere fra hele landet. Hvis jeg havde skiftet dato, ville der være stor sandsynlighed for, at jeg ville skulle rejse helt alene hele vejen hjem.

Snevejret kom så godt nok tilbage til USA her i den her uge, hvilket i sikkert har hørt og læst om i medierne. Der kom en lille meters sne henover natten, og det betød selvfølgelig, at alle skoler lukkede i 2 dage. Jeg synes måske nok, det er lidt pivet at lukke skoler for det, men jeg klager ikke. 3 dags uger er helt sikkert noget, jeg sagtens kunne blive vant til. De to dage brugte jeg mest af alt på at sove og lave lidt lektier. I får lige et billede af vejen. Det er dog først efter der er skovlet sne.



Jeg spiller også stadig en masse fodbold - soccer. Og jeg har faktisk en kamp senere i dag. Derudover tilmeldte jeg mig i går et udendørs hold i forårssæsonen, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at spille for dem igen også.

Alt i alt går det super herover for tiden, selvom jeg da stadig, savner Danmark. Kan i nu have det rigtig godt, og god vinterferie til Jer, der snart har det.