søndag den 2. januar 2011

Jul og nytår!

Så er 2010 slut, og nu skriver vi 2011 på kalenderen! Jeg håber, at I alle kom fantastisk ind i det nye år, og at ingen har fået nogle skader nytårsaften!

Når nu det er et nyt år, er det vel tid til lige at gøre status over det gamle - selvom det måske ikke har synderligt meget med mit USA år at gøre. 2010 blev for mig det bedste år af mit liv! Jeg blev - endelig!! - færdig med folkeskolen, og jeg kom ud med nogle udemærkede karakterer, jeg havde en 3-4 måneders sommerferie, som jeg tilbragte sammen med mine gode venner! Vi fulgte VM tæt, festede, var i sommerhus, til Vildbjerg Cup og havde det bare generelt fantastisk! Efter den lange sommer gik turen efterhånden af sted mod De Forenede Stater, og resten kan jo så læses i de blog indlæg, jeg har skrevet indtil nu! Tiden her har som bekendt også været rigtig god!

Jeg tror på, at mit 2011 bliver mindst ligeså godt som 2010! Jeg har små 6 måneder tilbage herover, inden jeg igen kommer hjem til en sommerferie, som jeg regner med, jeg igen skal bruge sammen med mine venner! Efter sommerferien, begynder jeg så endnu et nyt kapitel i mit liv, når jeg begynder på gymnasium. Jeg fik kort før jul at vide, at jeg var optaget på Niels Brock! Jeg ser frem til at begynde derinde og dermed møde en masse nye mennesker og få nye spændende udfordringer!

Nå, da dette jo er en blog om mit liv her i USA, vil jeg ikke spilde Jeres tid mere, end jeg allerede har gjort, ved at fortsætte min snak alt muligt andet end mit udvekslingsophold. Jeg har nu oplevet min første jul og mit første nytår her i USA. Jeg var bekymret før juleferien, da det skulle være den tid af året, hvor flest udvekslingsstudenter oplever hjemvé. Jeg har dog ikke været ramt af hjemvé, selvom jeg da har savnet min familie og venner måske en smule mere her henover højtiderne.

Julen foregik anderledes en i Danmark - ja faktisk meget anderledes en i Danmark. På juleaften begyndte jeg dagen på Skype! Jeg fik snakket med hele min mors familie, som var samlet til juleaften hjemme ved os. Jeg fik også kigget lidt med, da der blev danset rundt om juletræet og åbnet gaver. Det var egentlig meget hyggeligt! Senere spiste vi middag her i familien kun os 5. Middagen bestod af en salat, lam, nogle kartofler og en islagkage til dessert - ikke just traditionel julemad! Efter middagen kom vi i det pæne tøj (skjorte og slips) og tog i kirke. Det foregik med en del sang og oplæsninger fra biblen. Nu er jeg jo ikke den største tilhænger af kirker, så det kunne jeg nok have undværet, men det var nu okay alligevel. Da vi kom hjem fra kirken lavede vi ikke noget specielt - jeg tror bare vi hoppede i seng. Jeg blev forøvrigt flere gange skudt ned for at sige "glædelig jul" allerede d. 24.! Det er åbenbart ikke jul herover, før d. 25. december!

Juledag skete der meget mere end på juleaften! Da vi stod op samledes vi alle ved juletræet for at åbne vores gaver! Alle fik en masse gode gaver, og jeg har for at slippe for at nævne alt, jeg har fået taget et billede af mine gaver!



Senere på dagen efter vi blev færdige med gaveræset pakkede vi noget tøj ned og kørte en time mod øst for at holde juledag hos mine værtsbedsteforældre. Vi tog først ud til Amys familie, hvor vi åbnede lidt flere gaver, - jeg fik et gavekort og en t-shirt - inden vi spiste middag bestående af noget steg og kartofler. Intet dansk julemad. Vi overnattede herefter hos hendes forældre, da vi havde planlagt at besøge Gary's forældre, som bor meget tæt på Amy's, dagen efter. Hos Gary's forældre fik vi også gaver. Jeg fik endnu engang et gavekort og en t-shirt!

Efter de lidt hektiske juledage, har jeg rigtig fået slappet af i ugen mellem jul og nytår. Jeg var en enkelt gang ude og bowle med et par andre udvekslingsstudenter fra vores område, og ellers har jeg bare været sammen med mine venner og set en masse football og soccer.

Fredag var det så nytårsaften, og jeg må endnu engang indrømme, at jeg gerne ville have været hjemme hos mine venner og fejre det med dem, da amerikanerne altså ikke går særlig meget op i nytåret! Fyrværkeri er ulovligt, og det samme er alkohol jo, så min nytårsaften blev meget stille og rolig i forhold til hvordan de fleste af jeres nok har været! Jeg var bare sammen med nogle af mine venner og vi hyggede os så indtil kl. 2 eller sådan noget, hvorefter jeg tog hjem og smuttede i seng..

I går så jeg Michigan State tabe megtet stort i deres sidste football kamp i denne sæson. De mødte et hold fra Alabama, som desværre var klasser bedre.

Dagen i dag har været lidt trist, da det jo er den sidste feriedag. I morgen skal jeg igen tidligt op og i skole, og nu kan jeg så bare se frem til om 9 uger, når næste ferie starter - min tur til Hawaii.

Jeg håber, at I alle havde et godt nytår og en god jul, og at 2011 må blive et fantastisk år for Jer alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar