torsdag den 4. november 2010

Galla

Så er der vist gået et pænt stykke tid siden jeg sidste skrev igen igen. Tiden går for hurtig, og jeg har alt for travlt. Mit mål er at skrive herinde en gang om ugen, og det prøver jeg stadig på, selvom jeg vist ikke får kigger herind hver eneste uge, men at jeg ikke skriver skal tages som et godt tegn. Det betyder, jeg har det godt, og at jeg har massere af andet at lave og opleve. Hvis jeg blot kedede mig hver eneste eftermiddag eller havde meget hjemve, er jeg sikker på, jeg ville føle langt større behov for at skrive herinde - sådan er det heldigvis ikke.

Siden sidst er der godt nok sket meget herover
I weekenden var den første af de to store gallafester, skolen holder i løbet af året, banquet. De fleste students foretrækker banquet frem for den anden store fest, prom. Banquet er kun for de to ældste årgange. De kan dog tage en yngre med som deres date, hvis de vil det. Drengene kommer i jakkesæt og slips og pigerne i festkjoler. Det starter med en middag, hvorefter man går over til dans og fest. Det er jo selvfølgelig - vi er i USA - alkoholfrit, modsat de danske high-schools (gymnasier) som jo tillader alkohol til deres fester. Jeg gik til festen med en pige fra skolen, som er senior ligesom mig. Hun er i en af mine klasser og er en fin veninde. Vi gik så sammen med en stor gruppe bestående af vores fælles venner. Dem tog vi billeder med inden.



Hun formåede forøvrigt at fare vild både på ud og hjemturen til festen - som blev holdt på et hotel i Lansing - på trods af, at hun havde GPS i bilen. Ja, kvinder skal nok bare ikke være bag rattet...

Det var første gang jeg nogensinde har haft et jakkesæt på, men det var nu meget sjovt. Alt i alt var det en fantastisk aften, og jeg glæder mig nu rigtig meget til Prom, hvor det hele bliver gentaget, blot uden mad.

Fredag - dagen før ovenstående - spillede skolen første play-off football kamp. Drengene gik ubesejrede gennem "regular season" med 9 sejre, og de var rangeret som det 3. bedste hold i hele Michigan, og alle forventede derfor en klar sejr i første knock-out kamp. Sådan skulle det dog ikke gå. Jeg ved ikke, om vi undervurderede Lowell, som vi mødte, eller om de blot var bedre. Jeg tror på det første, da jeg tvivler på nogen hold er meget bedre end det hold, vi havde. Der var en meget trykket stemning efter kampen, hele football holdet græd og mange af tilskuerne gjorde faktisk også. Det giver lidt et billede af, hvor meget det betyder for skolen.

For størstedelen af de seniors (ældste årgang), der spillede på holdet, var det den sidste football kamp, de nogensinde kommer til at spille. Det er kun et fåtal, der er så gode, at de får lov at spille football i college. Derfor kan jeg fuldt ud forstå, at det må være en meget, meget mærkelig følelse, man står tilbage med.

Efter de to meget begivenhedsrige dage fredag og lørdag, sov jeg søndag længe, og da jeg endelig ved 12-tiden fik taget mig sammen til at stå op, lavede jeg de få lektier, jeg havde liggende. Derefter satte jeg mig til at se lidt football. Detroit Lions vandt faktisk højest overraskende deres kamp. Det svarer lidt til Brøndby skulle gå hen og slå FCK.

Søndag var også Halloween, som svarer til vores fastelavn. Om aftenen mellem 6 og 8 kommer der en milliard børn og ringer på døren og beder om slik mod ikke at lave ulykker. Selv unge mennesker på min alder gør det og jeg blev tvunget ud i det, selvom det ikke lige var det, jeg havde allermest lyst til, men sammen med en kæmpe gruppe af mine venner gik vi rundt og fik fat i en hel del slik, så det var vel okay alligevel.

Denne uge har været mere stille og rolig og helt som alle de andre indtil i dag. I dag fik vi fri kl. 11.45, hvilket var utroligt befriende og dejligt. Det er dog på en yderst sørgerlig baggrund, at vi slap ud af skolen tidligere end normalt. Den mest elskede lærer på skolen døde af cancer i fredags, og hans begravelse fandt sted i dag. Omkring 75 % af skolens lærere og langt over halvdelen af eleverne ville have forladt skolen for hans begravelse, hvis ikke vi havde fået fri, så skolen blev nødt til at lave det sådan. Jeg kendte ham ikke, da han var sygemeldt hele dette år, så jeg valgte bare at gå hjem og har derfor haft lidt mere fritid i dag, end jeg er vant til.

Nu har jeg jo haft to uger uden soccer, og jeg begyndte allerede at savne motionen, så jeg er i stedet begyndt at styrketræne efter skolen er slut i skolens træningscenter. Derudover løber jeg også ture her i nabolaget. Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg træner op til, men jeg vil bare være i rigtig god form, og så må jeg efter vinteren finde ud af, om jeg muligvis vil løbe atletik eller finde mig et soccer hold. Det har jeg heldigvis lang tid til at tænke over.

Nu vil jeg smutte tilbage til mine dræbende historie lektier, så jeg kan blive færdig, før vi senere i aften skal til afslutningsmiddag for high school soccer sæsonen.

Jeg håber igen at være tilbage engang i næste uge. Be safe!

Peter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar