lørdag den 20. november 2010

Eksamener

Okay, det med at få skrevet herinde en gang om ugen, var måske nok lige ambitiøst nok. Jeg tror, jeg reviderer det og siger, at jeg håber, jeg får skrevet herinde i hvert fald hver anden uge i stedet - det er forhåbentlig en smule mere realistisk, og dermed noget, som jeg kan leve op til.

Nu er første trimester slut i skolen.. Det vil sige, jeg allerede har gået i skole i en tredjedel af den tid, jeg kommer til over here.. Det er lidt mærkeligt at tænke på, og den første tredjedel er godt nok gået stærkt! Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller ked af det. At det er gået stærkt betyder jo, at jeg har været super glad for det, og derfor bliver det så sindssygt svært at forlade det her, når tiden engang bliver til det, men samtidig glæder jeg mig også til at se min familie og mine venner igen, når jeg kommer hjem, så jeg føler mig ret splittet mellem de følelser. Det er dog ikke noget, jeg bryder særlig meget tid på at tænke på lige nu, jeg prøver bare at nyde det så længe det varer, i stedet for at tænke over alt muligt mærkeligt.

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg fik drejet mig ind på det filosofiske spor, for formålet med sætningen ovenfor var egentlig at skrive et afsnit om skolen. Hm..!

Anyways, første trimester er slut. Eller undervisningsdelen er slut - vi mangler stadig lige de 5 eksamener, der følger efter hvert trimester. Jeg har 2 eksamener mandag og 3 tirsdag i den kommende uge. Der er intet her der hedder skriftlige eller mundtlige eksamener, alt er nemlig multiple choice prøver, hvor der er 4 svarmuligheder til alle spørgsmål. Jeg ser egentlig lidt frem til dem, da jeg godt kan lide prøver og eksamener! Hvad endnu bedre er, er at enden på et trimester også betyder fri i nogle dage. Vi havde fri i går (fredag), og har så fri onsdag, torsdag og fredag i den kommende uge. Det skyldes dog thanksgiving.

Jeg glæder mig rigtig meget til thanksgiving ferien, hvor vi onsdag drager mod New York City! Folk der kommer fra New York siger, at de to bedste tidspunkter man kan komme til byen i er ved Thanksgiving eller nytårsaften. På Thanksgiving dagen (torsdag) er der en kæmpe parade der kører gennem byen, og den skal vi selvfølgelig ud at se - jeg lover, jeg nok skal få taget nogle billeder af den og resten af New York.

Fredagen efter Thanksgiving - også kendt som black friday (ikke black tuesday, som er noget helt andet), er den største shopping dag i USA. ALLE butikker har en masse vanvittigt special tilbud på denne dag, og det bliver formentlig ret crowded i New York, men mon ikke vi får mast os ind i nogle butikker rundt omkring i byen, og får hevet noget tøj med hjem igen - andet ville undre mig meget, da det er en shoppingglad familie jeg er havnet i.

Om lørdagen drager vi så en smule nord på til Pennsylvania, hvor vi har billetter til Michigan States sidste regular season kamp i sæsonen mod Penn State University. Det skulle være endnu en stor kamp, og jeg glæder mig til at opleve State på udebane, hvor de selvfølgelig også vinder (håber jeg). Lørdag aften (og nat) tilbringer vi hos min værtsfars ene bror i Pennsylvania. Her skal vi spise den traditionelle thanksgiving middag, som består af en masse forskelligt mad - blandt andet en hel kalkun og en milliard forskellige kager. Jeg tror, jeg bliver nødt til at tage en ekstra tur på løbebåndet og en ekstra omgang i fittness centret efter den omgang.

Når jeg så kommer tilbage fra skolen efter den lille ferie, er der heldigvis ikke mere end 3-4 uger før det er juleferie. Hvad vi skal lave i julen har jeg ikke helt styr på, men mon ikke jeg finder ud af det på et tidspunkt.

Når jeg slutter skoleåret her, graduerer jeg sammen med senior årgang (3.G), så jeg har nu bestilt det tøj, man skal bære på graduerings dagen. Det kaldes cap and gown (google det for at se, hvordan det ser ud - jeg har ikke modtaget det endnu, så jeg kan lægge billeder op) og ser fuldstændig forfærdeligt ud, men det er traditionen, og jeg glæder mig meget til at være med til det - selvom jeg har hørt at dimissionen/gradueringen er dødkedelig.

Min organisation YFU, tilbyder forskellige ture i løbe af året, som man kan tage på som udvekslingsstudent. Der er ture til øst- og vestkysten, til Florida, til Niagara Falls og så til Hawaii. Jeg har fået grønt lys hjemmefra Danmark til Hawaii turen, og jeg arbejder meget på, at jeg kan komme af sted til den tur. Min værtsfamilie er ummidelbart også positiv omkring det, og vi arbejder med det. Den største udfordring er dog, at vi bor lidt langt fra alle større lufthavne, der kan sende en direkte til Hawaii, men jeg håber, at vi finder ud af noget.

Jeg håber, at I stadig har det godt og nyder sneen derhjemme - jeg har lige set at vejrudsigten lover 18 grader mandag her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar