torsdag den 14. oktober 2010

Homecoming

Så er det vel ved at være tid til at skrive lidt igen. Jeg føler virkelig tiden flyver her. Ugerne går vanvittigt hurtigt, og jeg synes lige jeg er ankommet, startet til soccer og i skole, men nej, jeg har snart været her 2 måneder, og i dag er halvdelen af første trimester gået.. Det er mærkeligt at tænke på - meget mærkeligt! Hver søndag tænker jeg over, hvor ugen lige blev af.

I sidste uge havde vi homecoming, hvilket er en uge hvert år, hvor gamle elever vender hjem og hilser på og hele skolen går crazy! Hver dag i den forgangne uge var der temaer, som folk skulle klæde sig på efter. Vi havde dress up dag mandag, hvor folk mødte op i jakkesæt og slips. Jeg var dog ikke helt så fint påklædt som de mest ekstreme. Tirsdag var pink day. Hele oktober er der fokus på brystcancer, og derfor valgte skolen, at vi via lyserødt tøj skulle støtte sagen. Onsdag og torsdag havde hhv. fake an injury og 80'erne som tema. Jeg var kedelig de dage og gik blot i skole i normalt tøj. Fredag var blue and gold day - skolens farver.

Selve homecoming dagen var fredag. Det er en ting, alle herover går super meget op i. Alle mine fag var denne dag kortere, da der skulle være plads til at alle elever samledes i basketball hallen. Her var to af mine nye gode venner værter og underholdt gennem en times tid. Det er egentlig ret svært at forklare, hvad vi egentlig lavede, men jeg var utroligt underholdt og school spiritten var enorm - og folk virkelig står sammen på skolen.
Senere var der arrangeret en stor parade gennem byen, hvori alle sportsholdene, skolens band, cheerleadere og diverse andre grupper deltog. Jeg deltog med soccerholdet. Vi kørte gennem byen på en stor trailer, hvorfra vi kastede slik ud til de tusinder af tilskuere der var. Paraden førte os direkte til skolens stadion, hvor football holdet skulle spille. Homecoming kampen er nok den største kamp i løbet af sæsonen, og der var derfor fuldstændig fyldt og stemningen var fantastisk. Vi vandt kampe kæmpe stort - jeg fulgte ikke lige så meget med til sidst, så jeg husker ikke lige det endelig resultat.
Efter kampen var der homecoming dance. En skolefest. Jeg deltog selvfølgelig og havde det sjovt. Det var alt i alt en helt fantastisk dag.

Efter den lange fredag, fik jeg dog ikke meget tid til at slappe af lørdag. Michigan State University, mit favorit college hold, spillede mod deres største rivaler University of Michigan. Da kampe var en udekamp, tog jeg over til en ven sammen med en masse andre gutter og fulgte kampen. Her fik jeg også mine første, men helt sikkert ikke sidste, chicken wings. Michigan State vandt selvfølgelig kampen, og vi var alle glade.

Søndag slappede jeg blot af og brugte vel en 6-7 timer foran vores lækre tv på at se football. Det var helt fantastisk. Detroit Lions vandt deres første kamp i år, hvilket er lidt af et mirakel, eftersom de formentlig er ligaens dårligste hold.

Denne uge har vi spillet to kampe og vundet dem begge, hvilket også er en overraskelse, eftersom vi har tabt stort set alle andre kampe i sæsonen.

Til slut vil jeg lige fortælle, om min formentlig dummeste handling herovre indtil videre. Natten til tirsdag vågner jeg op kl. 1.20 og tror jeg har hørt min mobil vække mig. Derefter kigger jeg så på min ipod, som i følge mine erindringer siger 6.25. Jeg går derfor i bad, tager tøj på, linser i og gør mig klar til at tage i skole. Efter jeg har fået gjort mig helt klar går jeg ned i køkkenet, uden overhovedet at tænke over, hvorfor der ikke er andet lys i huset og starter med at lave noget morgenmad. Først efter jeg er gået i gang med at spise min første bagel kigger jeg på ovnens ur og ser klokken er 1.50.. Herefter bruger jeg så 5 minutter på at overveje, om det kan betale sig at gå i seng igen. Heldigvis beslutter jeg mig for at hoppe tilbage under dynen, og jeg vågner ikke før kl. 6.25 næste morgen. Jeg følte mig godt nok dum efter den omgang.

Jeg håber, at I stadig har det godt derhjemme og nyder efteråret, som efterhånden også er ved at sætte ind her - selvom vi da har haft et par dage med 25 grader i den forgangne uge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar