søndag den 24. oktober 2010

Conference champs!

Jeg synes, at jeg sidst skrev her på bloggen i går, det var så sidste torsdag, fandt jeg ud af, da jeg kiggede herind.. Utroligt, utroligt, utroligt så hurtigt tiden går herovre. Det er næsten skræmmende, men det betyder vel blot, at jeg har det godt. Billeder er jeg stadig dårlig til at få taget, men det har jeg sådan set altid været, så det er nok bare sådan - jeg har da heldigvis fået taget et par stykker alligevel.

Så er soccer sæsonen slut.. Efter en helt og aldeles horibel regular season (ligaen), hvor vi endte næstsidst gik vi ind til en lille træningsturneringen, for et par uger siden, forud for knock-out kampene for statsmesterskabet uden den store optimisme. Da vi havde været så dårlige i ligasæsonen, blev vi smidt i bronzeturneringen, hvilket vil sige, at vi mødte skoler, der ligesom vi ikke havde gjort det vanvittigt godt. Vi har underpræsteret sæsonen igennem og været uheldige med nogle overtime nederlag, og vi viste da heldigvis også i denne turnering, at vi ikke hører til i bronze afdelingen af cuppen. Vi vandt alle tre kampe meget suverænt og vandt første trofæ!

Efter den lille træningsturneringen var vi nu toptændte, fulde af selvtilli og optisme før vores knock-out kampe, som faktisk er det eneste, der virkelig betyder noget i high school sæsonen. I vores første kamp trak vi Hartland på udebane, som er en skole halvanden times kørsel væk, der ligesom os havde klaret sig dårlig i ligasæsionen. Det skulle dog vise sig, at de ligesom os formentlig have været uheldige eller spillet i en rigtig god liga. I løbet af 1. halvleg kom vi bagud 2-0, og jeg må indrømme, jeg ikke troede på, vi ville kunne komme tilbage i kampen. I pausen var vores træner selvfølgelig ikke glad for udviklingen, men i stedet for at benytte de 15 minutter til at snakke til holdet, ignorede han fuldstændig alle udover én spiller - vores stjerne, Matt Burk, som virkelig er i en klasse for sig. Det virkede tilsyneladende,for Matt, som normalt er alt for doven til virkelig at vise, hvad han kan, arbejde knaldhårdt og vendte ene og alene 0-2 til 3-2. Hartland udlignede dog til 3-3, inden Matt igen i den forlængede spilletid gjorde det til 4-3.

Vi var selvfølgelig alle utroligt glade for sejren, men også forkusede på den næste opgave der ventede - det næstbedste hold i hele Michigan, Brighton High.

Vi vidste, det ville blive en svær kamp, men efter 4 sejre i træk, troede vi på sejren. Det skulle dog vise sig, at Brighton alligevel var en for stor mundfuld for os. Vi spillede rigtig godt, men de var bare bedre og vandt uden at folde sig helt ud 2-0 over os. Da det jo stadig var knock-out, sluttede sæsonen for os med dette nederlag. Det betyder, at jeg lige pludselig nu har langt mere fritid, end jeg har haft de første to måneder. Al den tid regner jeg med at bruge på nogle af mine mange nye venner og formentlig noget mere sport på et tidspunkt - nogle af mine eftermiddage kommer jeg nok til at bruge i skolens fittnesscenter, som er gratis for alle elever at benytte og har alt og så lidt til. Jeg går og tænker lidt på at blive en del af atletik holdet og løbe 2 miles (3,2 km.) for dem, men da det først er i foråret, har jeg heldigvis lang tid til at tænke over det.

Skolens football hold har heldigvis klaret sig noget bedre end soccer holdet er. De havde sidste regular season kamp i fredags, og det endte med endnu en sejr - de har derfor vundet 9 ud af 9 kampe i regular sæsonen, hvilket betyder at gutterne spiller hjemme i de 3 første play-off kampe, såfremt de vinder dem. Det er hele skolen selvfølgelig ekstremt glade for, da det betyder, at vi nemmere kan støtte dem.

Kampen i denne uge, var dog ikke lige stor, som kampen vi spillede i sidste uge. Kampen i sidste uge var i mod Holt, som er skolens største rivaler, det var ligeledes kampen om conference mesterskabet (ligaen). Sidste år blev kampen spillet på Holts bane, og et par kreative Grand Ledge elever havde i løbet af natten op til kampen skaffet sig den maskine der maler linjer på sportsbaner og på midten af holts bane malet GL. Derfor forventede Grand Ledge, at det ville blive hævnet i ugen op til kampen på vores bane, så politiet har patruljeret hver nat. Der skete heldigvis intet med vores bane. Og under kampen, hvor politiet var mødt op med flere betjente end normalt, var alt også helt roligt.

Kampen vandt vi 17-10 og vi kan derfor kalde os Capital Area (vores conference) champs 2010. Noget ikke bare football holdet, men hele skolen er utroligt stolte af.

Skolemæssigt overvejer jeg at droppe Psykologi næste semester og i stedet tage marketing, som jeg i større grad vil kunne brug fremover. Derudover er der en god lærer i det fag, som næsten har fået mig overbevist om, at jeg skal være i hendes klasse.

Næste lørdag bliver den første af de to store gallafester, skolen holder, holdt. Den bliver kaldt banquet og er kun for juniors og seniors - de to største årgange på skolen - mindreårige kan dog komme med, hvis en junior eller senior inviterer dem med, som deres date. Jeg er senior, og er derfor automatiks kvalificeret til at tage til festen. Jeg har valgt en anden senior fra en af mine klasser, som min date.

Gallafest herover betyder dog også meget pænt tøj. Jeg har derfor været ude og investere i mit første jakkesæt nogensinde, og kan faktisk ikke rigtig vente til at få det på og gå til festen med alle mine venner.

I går vejede jeg mig så for første gang siden ankomsten, og jeg troede, jeg ville have taget noget på, eftersom jeg har spist ekstremt usundt.. I stedet viste vægten dog, at jeg har mistet 4 kg. i de sidste to måneder, hvilket for mig er en smule uforståeligt, men det har nu bare motiveret mig til at spise endnu mere af den gode, usunde mad.

Det blev vist et af de længere blog indlæg, men jeg havde også en del at fortælle. Jeg føler mig ikke godt tilpas nu. Virker som om, jeg har reddet mig endnu en forkølelse hjem, så jeg vil derfor smutte under dynen og se lidt NFL, inden weekenden er slut, så jeg forhåbentlig i morgen er klar til en ny spændende uge i det amerikanske.

Jeg savner jer alle, men har ikke haft hjemve endnu, hvilket egentlig undrer mig lidt, men det må vel være fordi jeg er glad for det.

torsdag den 14. oktober 2010

Homecoming

Så er det vel ved at være tid til at skrive lidt igen. Jeg føler virkelig tiden flyver her. Ugerne går vanvittigt hurtigt, og jeg synes lige jeg er ankommet, startet til soccer og i skole, men nej, jeg har snart været her 2 måneder, og i dag er halvdelen af første trimester gået.. Det er mærkeligt at tænke på - meget mærkeligt! Hver søndag tænker jeg over, hvor ugen lige blev af.

I sidste uge havde vi homecoming, hvilket er en uge hvert år, hvor gamle elever vender hjem og hilser på og hele skolen går crazy! Hver dag i den forgangne uge var der temaer, som folk skulle klæde sig på efter. Vi havde dress up dag mandag, hvor folk mødte op i jakkesæt og slips. Jeg var dog ikke helt så fint påklædt som de mest ekstreme. Tirsdag var pink day. Hele oktober er der fokus på brystcancer, og derfor valgte skolen, at vi via lyserødt tøj skulle støtte sagen. Onsdag og torsdag havde hhv. fake an injury og 80'erne som tema. Jeg var kedelig de dage og gik blot i skole i normalt tøj. Fredag var blue and gold day - skolens farver.

Selve homecoming dagen var fredag. Det er en ting, alle herover går super meget op i. Alle mine fag var denne dag kortere, da der skulle være plads til at alle elever samledes i basketball hallen. Her var to af mine nye gode venner værter og underholdt gennem en times tid. Det er egentlig ret svært at forklare, hvad vi egentlig lavede, men jeg var utroligt underholdt og school spiritten var enorm - og folk virkelig står sammen på skolen.
Senere var der arrangeret en stor parade gennem byen, hvori alle sportsholdene, skolens band, cheerleadere og diverse andre grupper deltog. Jeg deltog med soccerholdet. Vi kørte gennem byen på en stor trailer, hvorfra vi kastede slik ud til de tusinder af tilskuere der var. Paraden førte os direkte til skolens stadion, hvor football holdet skulle spille. Homecoming kampen er nok den største kamp i løbet af sæsonen, og der var derfor fuldstændig fyldt og stemningen var fantastisk. Vi vandt kampe kæmpe stort - jeg fulgte ikke lige så meget med til sidst, så jeg husker ikke lige det endelig resultat.
Efter kampen var der homecoming dance. En skolefest. Jeg deltog selvfølgelig og havde det sjovt. Det var alt i alt en helt fantastisk dag.

Efter den lange fredag, fik jeg dog ikke meget tid til at slappe af lørdag. Michigan State University, mit favorit college hold, spillede mod deres største rivaler University of Michigan. Da kampe var en udekamp, tog jeg over til en ven sammen med en masse andre gutter og fulgte kampen. Her fik jeg også mine første, men helt sikkert ikke sidste, chicken wings. Michigan State vandt selvfølgelig kampen, og vi var alle glade.

Søndag slappede jeg blot af og brugte vel en 6-7 timer foran vores lækre tv på at se football. Det var helt fantastisk. Detroit Lions vandt deres første kamp i år, hvilket er lidt af et mirakel, eftersom de formentlig er ligaens dårligste hold.

Denne uge har vi spillet to kampe og vundet dem begge, hvilket også er en overraskelse, eftersom vi har tabt stort set alle andre kampe i sæsonen.

Til slut vil jeg lige fortælle, om min formentlig dummeste handling herovre indtil videre. Natten til tirsdag vågner jeg op kl. 1.20 og tror jeg har hørt min mobil vække mig. Derefter kigger jeg så på min ipod, som i følge mine erindringer siger 6.25. Jeg går derfor i bad, tager tøj på, linser i og gør mig klar til at tage i skole. Efter jeg har fået gjort mig helt klar går jeg ned i køkkenet, uden overhovedet at tænke over, hvorfor der ikke er andet lys i huset og starter med at lave noget morgenmad. Først efter jeg er gået i gang med at spise min første bagel kigger jeg på ovnens ur og ser klokken er 1.50.. Herefter bruger jeg så 5 minutter på at overveje, om det kan betale sig at gå i seng igen. Heldigvis beslutter jeg mig for at hoppe tilbage under dynen, og jeg vågner ikke før kl. 6.25 næste morgen. Jeg følte mig godt nok dum efter den omgang.

Jeg håber, at I stadig har det godt derhjemme og nyder efteråret, som efterhånden også er ved at sætte ind her - selvom vi da har haft et par dage med 25 grader i den forgangne uge.

onsdag den 6. oktober 2010

Nyt fra staterne

Der er alerede gået mere end en uge siden sidst! Tiden går nok nok uhyggeligt stærkt herover - jeg føler stadig, at jeg lige er landet - det er blot 6 uger siden..? Hver evig eneste søndag tænker jeg, at jeg ikke orker endnu en skoleuge (sådan skal man tænke som teenager, selvom jeg er rigtig glad for skolen og faktisk godt kan lide at være der - jeg glæder mig faktisk også til den), men når vi når til fredag er ugen altid gået hurtigere, end jeg havde forventet.

Der er stadig rigtig meget (læs: alt for meget) soccer. Jeg kommer ikke til at vende mig til at træne i 2 timer hver evig eneste dag, før sæsonen er slut, hvilket den faktisk allerede er om 2-3 uger afhængigt af, hvordan vi klarer os i vores knock-out kampe - vi taber formentlig i en af de første kampe, vi har kun vundet 2 kampe, men vi har tabt 9 gennem dette efterår. Vi har selvfølgig trukket det hold, som ligger længest væk i vores district (knock-out). Det betyder, vi skal ud på halvanden times kedelig bustur i de traditionelle gule, usandsynligt ukomfortable, amerikanske skolebusser. Udover at være det hold, der er længest væk, skulle det dog også være det dårligste hold, så måske har vi alligevel en chance for at tage en sejr hjem!

I skolen kører det hele. Jeg har meget lette fag, og derfor ikke rigtig nogle lektier udover US History, hvor jeg dog i gennemsnit nok har omkring 3 håndskrevne afleveringer pr. uge?!

I går havde jeg et møde med min counselor (vejleder), hvor jeg valgte fag til de to sidste semestre. Jeg er rigtig glad for, hvad jeg har fået, og jeg tror ikke, jeg får behov for at skifte klasser igen.

Psykologi A, jeg har allerede haft b og finder det faktisk en smule spændende, så for at slutte det af, tager jeg anden halvdel af den klasse.

Webdesign: En klasse hvor man, som navnet nok rimelig godt beskriver lærer at designe hjemmesider - det er en meget eftertragtet klasse, så jeg er heldig at have fået en plads og glæder mig til den.

US History B: Har A delen dette semester, og skolen vil meget gerne have os til at tage denne klasse, derfor har jeg den. Heldigvis har jeg fået samme lærer, som jeg har i dette semester. Han er rigtig god, så det skal nok blive en god klasse.

Basic Economy: Tog primært klassen, da jeg har hørt, at læren er rigtig god og fordi jeg skal på hhx næste år, hvorfor den kan være med til at give mig et lille forspring der.

German A: For ikke helt at glemme det tyske, inden gymnasiet har jeg valgt en sådan klasse, forøvrigt sammen med en tysker, som vist bare ville have lidt sjov ud af at høre amerikanere snakke tysk.


I tredje semester har jeg følgende klasser:

Personal Conditioning: Styrketræning, svømning og andre individuelle sportsgrene. Det bliver styrketræning 3 ud af 5 dage om ugen, og i samarbejde med læren udarbejder man i begyndelsen af semestret et træningsprogram, som er indrettet efter den sportsgren, man dyrker. Forhåbenligt kommer jeg så hjem lidt større, end jeg er nu.

Civics: Samfundsfag - mit yndlingsfag sidste år, så mon ikke dette bliver en spændende klasse. Forøvrigt en klasse skolen gerne så os tage.

Speech: Lær at tale! Fokus på mundtligt engelsk og bliver bedre til at præsentere fremlæggelser o.lign.

Computer Applications: Et fag lidt i stil med webdesign, men her lærer man i stedet for at programmere hjemmesider at programmere programmer.

German: Jeg var her i tvivl, om jeg skulle tage endnu en klasse, der omhandler business eller en tysk klasse, jeg valgte tysk, men hvis ikke det er spændende, kan jeg altid skifte over.

Jeg ser derfor meget frem til at prøve disse klasser også. Andet semester starter efter Thanksgiving (slutningen af november) og tredje starter i midten af marts.

Jeg har sikkert en masse mere at fortælle, men lige nu kan jeg ikke lige kommet på, hvad jeg skal skrive, så jeg vil slutte her og smutte ned og finde noget mad. Jeg ved ikke, hvornår jeg skriver igen, men der går formentlig ikke meget lang tid.