lørdag den 4. september 2010

Go Comets!

Så er det lørdag - hvilket er lig med football dag. Det lokale college hold, Michigan State Spartans, spiller i dag. Det er familiens Reeds hold, og jer følger derfor også dem! Det var meningen, vi skulle have været inde og se deres kamp på deres enorme stadion, der kan have 67.000 siddende tilskuere, men det blev udskudt et par uger. I stedet følger vi dagens kamp på TV.

Det er meget tydeligt, hvor meget alle her går op I, at det går the Spartans godt. Vi har alle i ført os Spartans merchandise - jeg fik en t-shirt med logo for en uges tid siden af en naboerne. Derudover er Stars and Stripes skiftet ud med Spartans flag ved hoveddøren. Spartans spiller mod Western Michigan, og "vi" fører stort her kort før slutfløjtet, så forhåbentlig er den gode stemning sikret resten af weekenden derved.

Alle hverdagene i denne uge, har jeg brugt på at træne soccer. De første to dage var forfærdelige, fordi det var så ulideligt varmt - 35 grader - det er rart nok, hvis man ikke skal noget, men det er altså for varmt til soccer. Fra onsdag af har det dog været meget bedre, selvom jeg har været ekstremt øm - ja, det er hårdt at starte op igen efter 4 måneders pause - fik jeg bedre gang i spillet, og jeg var derfor meget spændt op til træningen i går, da jeg vidste, træneren da ville fortælle, om han kunne bruge mig på Varsity holdet (1. holdet). Det kunne han heldigvis, og jeg var derfor ekstremt glad og lettet efter træningen i går. Jeg får formentlig min debut for holdet på tirsdag.

Jeg har også fået mit endelige skema for det første semester i går. Jeg skal have amerikansk, idræt, amerikansk historie, psykologi og sociologi. Jeg er lidt skuffet over, at jeg har fået psykologi og aociologi, da jeg på intet tidspunkt har udtrykt ønske om det. Jeg ønskede i stedet tysk, matematik og webdeisgn, men det går nu nok alligevel. Hvis det er helt slemt, hvilket det sikkert ikke er, må jeg bare kigge på mulighederne for at skifte til et fag, jeg interesserer mig en smule mere for.

Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i skole og møde en masse nye mennesker. Selvom jeg har mødt nogle på soccerholdet, føler jeg mig stadig lidt ensom, og jeg har ikke det store at lave her i feriedagene. Det bliver forhåbentligt bedre, når jeg møder en masse nye venner, når jeg starter i skole på tirsdag.

I går fik jeg også muligheden for at hilse på min anden værtsbror, Garrison. Han går på college, men har en "hjemmeweekend" denne weekend. Han tog dog tidligt i morges videre til Ohio for at møde sin kæreste.

Det er hårdt at være herover alene - hårdere end jeg troede, men samtidig er alt fantastisk, så man glemmer lidt, hvor alene man egentlig er. Jeg ved, jeg nok skal komme igennem dette år og få en fantastisk oplevelse, for antallet af gode oplevelser og stunder overstiger klart antallet af de triste.

I morgen skal vi besøge nogle familie medlemmer en times tid herfra i en anden lille by i Michigan, der hedder Saginaw. Så skal jeg til endnu engang at svarer på de spørgsmål, alle stiller første gang, de møder mig; "Hvilken alder må man drikke alkohol i Danmark?", "Hvad har overrasket dig mest ved USA", "Hvordan er prisniveauet i forhold til USA i Danmark?" og så videre. Men det er nu meget sjovt - folk bliver altid så overrasket over både priser og alkoholalderen.

Det må være nok for i dag. Jeg vil gå op og smide min computer i laderen nu.

Jeg savner jer alle - vi ses om 10 måneder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar