søndag den 29. august 2010

Alt er større i USA

Så må det efterhånden være tid til, at I derhjemme hører lidt fra mig.

Onsdag morgen tog jeg og ca. 60 andre YFU studenter af sted fra terminal 3 i Københavns Lufthavn. Turen gik først til Frankfurt, inden vi satte kursen mod Washington og tog den meget lange tur - 8 timer - over atlanten. Vi ankom i Washington kl. 16 lokal tid eller kl. 22 dansk tid. Efter en times ventetid i paskontrollen og yderligere en time i terminalen, blev vi af YFU frivillige smidt på en bus til et nærliggende lufthavnshotel. Det var et rigtigt lækkert hotel, der var milevidt over den standard, man kunne forvente på sådanne ture. Desværre var vi der dog ikke så længe - vi ankom kl. 18 og allerede kl. 3.30 næste morgen skulle vi op, så vi kunne være klar til at tage bussen tilbage til lufthavnen kl. 4.15.

Efter vi i Washington havde tjekket ind og passeret security opdagede jeg for første gang, hvor stor lufthavnen er - for at komme ud til gaten skal man tage en metro, som kører rundt i området! Fra Washington gik turen til en af verdens største lufthavne, O'hare, Chigaco. Her havde jeg 4 timers ventetid alene, som jeg brugte på at surfe lidt på nettet og halvsove - ja, jeg var godt træt efter de sidste par dage hårde program. Heldigvis ventede der kun en lille times flyvning, før jeg endelig var fremme i Lansing.

Min nye familie stod klar i Lansing Airport og tog vældig godt imod mig. Fra lufthavnen kørte vi 20 minutter, inden vi nåede frem til mit nye hjem. Et helt fantastisk hjem, det er rigtig amerikansk og kæmpe stort. I billede albummet, kan I se nogle billeder fra det og se nogle billeder af vores søde hund, Milton.

På ankomstaftenen gik jeg meget tidligt i seng, da jeg som sagt var både ramt af jetlag og af at have været tidligt oppe. Jetlagget føler jeg faktisk først er rigtig væk i dag - det var alligevel hårdere at komme af med, end jeg lige troede, før jeg havde prøvet noget sådant.

Dagen efter min ankomst vågnede jeg allerede kl. 7 pga. det irriterende jetlag.. Dagen blev brugt på at tage ind på min nye, enorme skole og vælge de fag, jeg ønsker at have. Det er påkrævet at tage US History og American og derudover valgte jeg Team Sports, German og Webdesign. Man har samme skema hver dag i 3 måneder. Efter at have valgt fag tog vi rundt og så skolens kæmpe område og hilste på soccertræneren, som sagde jeg bare kunne komme og træne med på mandag (i morgen) - det skal jeg derfor.

I går gik turen så først til hospitalet, hvor jeg skulle have en mindre undersøgelse, som er påkrævet for at kunne deltage i high school sport, inden Gary og jeg tog til Michigan State University for at følge Republikanernes konvent i Michigan. Det var utrolig spændende, og jeg fik hilst på en masse betydningsfulde og spændende mennesker fra amerikansk politik.

Anyway, hvorfor lige netop den overskrift til ovenstående? Jo, det må være temaet på mine første dage i USA. Det er det, der har sprunget mig i øjnene. Husene er større, bilerne er større, deres stadions er større, skolerne er større, ja selv deres vindruer er dobbelt størrelse?! Det er vanvittigt.

Jeg håber I alle har det godt, og fik lidt ud af at læse dette. I hører snart fra mig igen.


mandag den 16. august 2010

10 dage til afgang !

Nu er det snart !!

Om 10 dage sidder jeg et sted ude over Atlanterhavet i et fly sammen med en masse andre forventningsfulde udvekslingsstudenter. Jeg kan efterhånden ikke vente mere!

For bare et år og et par måneder siden havde jeg aldrig skænket en tilværelse som udvekslingsstudent en tanke. Jeg var sikker på, jeg bare skulle fortsætte i gymnasiet ligesom så mange andre efter 9. klasse, sådan blev det heldigvis ikke.

Jeg hørte om muligheden fra udvekslings gennem en holdkammerat fra fodbold. Han var allerede godkendt til udveksling, og jeg syntes da, det lød meget spændende, så en dag da snakken faldt på fremtiden herhjemme, forslog jeg useriøst, at jeg da kunne tage på udveksling i stedet for at fortsætte i det danske uddannelsessystem som alle andre. Vi snakkede lidt om muligheden, og efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere sikker på, at det var noget, jeg ville.

Rimelig hurtigt var det en udvekslingsorganisation ved navn Youth For Understanding (YFU), der fik min opmærksomhed. Dels fordi den ligger godt i Undervisningsministeriets evalueringsrapport for sådanne organisationer, og dels fordi min engelsklærer, som selv har været af sted på udveksling, anbefalede den.

Jeg fik bestilt materiale hjem fra YFU, og inden jeg fik set mig om, havde jeg sendt en ansøgning af sted til YFU - noget jeg ikke siden på noget tidspunkt har fortrudt.

Et par måneder efter, jeg havde sendt min ansøgning af sted blev jeg indkaldt til interview og engelsktest. Jeg skulle gennem en time lang engelsk lytteprøve, inden jeg skulle ind til to "returnees" (tidligere udvekslingsstudenter), som gennem en samtale, skulle vurdere, om jeg var egnet til udveksling. Jeg blev heldigvis erklæret egnet, og herfra er det gået stærkt.

Fra jeg blev erklæret egnet og frem til nu har jeg været igennem alt fra en masse vaccinationer og en omfattende lægeundersøgelse til en weekend i selskab med andre kommende udvekslingsstudenter og forskellige andre givende arrangementer arrangeret af YFU, som har skullet forbedrede os på mødet med en ny kultur. Noget af det hårdeste i hele den proces har dog alligevel været det at skrive et håndskrevet brev (?!), som skulle fremvises til mulige værtsfamilier i USA - det kostede en del kramper i venstre arm.

De kramper må dog have været givet godt ud for allerede i januar fik jeg fra YFU besked om, at en familie havde valgt at lade mig bo hos dem i skoleåret 10/11 - jeg skal bo hos the Reed family.

Min kommende nye familie består af Gary og Amy og deres to drenge Garrison og David, som er hhv. 19 og 17 år gamle. Når jeg ankommer vil den ældst af de to sønner, Garrison, dog være taget på college.

I løbet af foråret har jeg haft en del kontakt til min kommende værtsfamilie, og jeg føler virkelig, at det er en rigtig god familie, YFU har fundet til mig.

Dagene i øjeblikket er godt nok lange - jeg går og venter på kalenderen endelig siger 25. august, så jeg kan komme af sted. Min største bekymring for tiden er, hvordan jeg skal kunne få pakket alt det, jeg gerne vil have med ned i én kuffert, som maksimalt må veje 23 kg..

Der kommer formentlig ikke nyt her på bloggen, før jeg er rejst.

Fortsat god sommer til Jer alle.